FACTS
OM CIRKUS
Elsker dyr at optræde?
Elefanter i naturen står ikke på et ben og søløver
spiller ikke bold, som de gør i cirkus. Derimod vandrer
elefanter gerne op til 30 kilometer om dagen, lever i store
familiegrupper, bader i mudder etc.. Dette er blot få
eksempler på adfærd, som dyrene ikke kan udleve
fastlænket i deres små transportkasser, hvor
de ofte ikke engang kan vende sig om. Dyrene optræder
ikke frivilligt, men pga. frygt og tvang. En frygt der grundlægges
langt ude af publikums syne i en proces, hvor elefanter
”knækkes” og ofte med vold tvinges til
at adlyde.
Måske er det derfor ikke noget under, at elefanter
hyppigt bliver vanvittige af deres stimulifattige liv i
cirkus. Siden 1990 er 65 mennesker dræbt og mere end
130 alvorligt såret efter angreb af elefanter holdt
i fangenskab. Også i Danmark har vi oplevet vanvittige
elefanter, da en elefant i 1994 gik amok i Nyborg.
Samme
år havde cirkuselefanten Jannet fået nok og
angreb sin træner under en forestilling, hvorefter
den gik amok i Honolulus gader og måtte stoppes med
mere end 100 skud. Den amerikanske politimand, der skød
og dræbte Jannet, sagde efterfølgende: "Jeg
tror de her elefanter prøver at fortælle os,
at zoologiske
haver og cirkuser ikke er hvad Gud skabte dem til. Men vi
har ikke hørt efter“.
Nu er tiden til at lytte og forstå, at dyr ikke er
sat her på jorden for vores underholdning. Disse dyr
berøves hele deres natur for et billigt grin. Det
er nedværdigende, og ganske som det menneskelige freak
show er forsvundet, så bør også denne
torn i øjet på anstændige mennesker og
dyrevenner snart være fortid.
Er dyr underholdning?
Det er på tide, at se dyr som andet end ting vi kan
bruge til at underholde os med efter forgodtbefindende,
og erkende, at dyrene har deres egne interesser og retten
til at leve et liv i overensstemmelse med deres natur. Elefanter
stormer ikke fra savannen for at bytte med et liv i en skurvogn
med tørre tæsk. De bliver slæbt hylende
og sparkende, ofte efter deres moder er blevet dræbt.
Ingen dyr ville selv vælge et liv i cirkus, men de
har aldrig fået et valg.
Mange
har fældet en tåre over den ulykkelige historie
om elefantmanden, der som mange andre ”eksotiske mennesker”
blev udstillet pga. sit handikap. Datidens freak shows er
forsvundet, men mange flokkes alligevel hvert år for
”at se giraffen”. Vi vil gerne se elefanter
i cirkus fordi de er eksotiske og spændende, og vi
vil gerne tro, at det ikke skader elefanterne. Men at se
elefanter i cirkus er ligesom at køre langsomt fordi
et trafikuheld- muligvis spændende men også
usmageligt. Dyrene har brug for, at vi tænker og ikke
bare tror. Cirkuslivet er skadelig for dyrene, og det er
nedværdigende for os som moralske mennesker, at vi
tilsidesætter dyrenes interesser om et godt liv i
deres naturlige miljø til fordel for et billigt grin.
Du kan være med til at bryde den onde cirkel. Besøg
ikke cirkuser der har dyr, og skriv
til de politikere, der har mulighed for at gøre
noget ved problemet.

|